OM PRÆSTEN - FOREDRAGPSYKOLOGILÆRERSERVICE  - FORTÆLLER-SIDEN - OM FRØER OG FARISÆERE - EVENTYR - KONFLIKTLØSNING - CITATSAMLINGEN - PILGRIMSVANDRINGER - KONFIRMANDMATERIALE OM SKT PETER VED HIMMERIGETS PORT


PILGRIMSSIDEN


Pilgrim på vej.
Pilgrim i livet
?
Artikel af Peter Værum,
oktober 2oo2.

PILGRIM
Skriftsteder
fra
Det nye Testamente

Artikel om
PILGRIMSMYTEN
...



Om frelse.
Fortællingerne bag det abstrakte begreb
Nyeste definition af
begrebet religion
Gudstjenesten som kult.
Nadveren som ritual
Om kernen i det kristne
evangelium
Om bøn
Om humanistisk erkendelse.
Den sælsomme
" Jesus-økonomi".
Et spektrum.
Om sort-hvid tænkning.

Om pilgrimsvandringer
Pilgrimsidéen i dansk kirkeliv.


En dag i maj 2oo2 sagde én af mine gode venner til mig: "Peter, vil du med på pilgrimsvandring næste lørdag!".
Det var gode venner fra Ry - og af dem kunne man godt vente, at de fandt på sådan noget...
Jeg sagde ja - og lørdag klokken 1o stillede jeg iført hat, stav og taske m. madpakke, klar til lidt af hvert.
Det viste sig, at de forsamlede 8-lo mennesker havde glemt alt om ordet "pilgrimsvandring". De havde planlagt en travetur som træning før to af dem senere i juni skulle gå CAMINOEN til Santiago de Compostella, og én af dem havde spøgende kaldt turen "pilgrimsvandring".
- Men da jeg nu stod der med hat og stav og spurgte efter pilgrimsvandringen, var de med på idéen. Den tur, vi gik (21 km!) var en pilgrimsvandring.
Vi "indviede" lørdagens anstrengelser til et højere, eksistentielt formål. En del af vandringen holdt vi tavshed. Efter fælles aftale. Der blev ikke sunget eller holdt andagt, der var ingen ydre tegn eller manifestationer. Men for mig blev det et pilgrimsvandring. Der var god lejlighed til at fundere over, hvad der var meningen med at gå her. Var der et højere formål ?? Var der i det hele taget et formål - var der i det hele taget et formål med vejen fra vugge til grav ???
Det blev en pilgrinsvandring.
På grund af et valg. En indre indstilling.

Og sådan er det måske med hele livets vandring - frem mod Det store Mål ?



Ordet pilgrim kommer af latin:
peregrinus (på fremmed ager, udenbys, forbipasserende)
eller:
pelegrinus (udlænding, valfartende).

Digt af Molbech
udtrykker pilgrimstanken
...
Hvad synger pilgrimme  ?
En gammel keltisk pilgrimssang

RUNDTUREN:












I  Det nye Testamente står der om de kristne:

"Med troen i behold døde alle disse [martyrerne] uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; v16 men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem."
(Hebræerbrevet kapitel 11, v.13)


eller følgende:
"Men vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser".
(Brevet til menigheden i Filippi, kapitel 3, v. 2o)


Men modsætningsvis kan man også læse
(Brevet til menigheden i Efesus, kapitel 2, v. 19)
:

"Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand."


Salmebogen nr. 646:

Jeg er fremmed,
jeg er en pilgrim,
kun en aften,
kun en aften bor jeg her.
O, stands mig ikke, thi jeg vil følge
Guds folk til strid gennem ørk og bølge.
Jeg er fremmed,
jeg er en pilgrim,
kun en aften,
kun en aften bor jeg her.

2.
Rejsemåltid
i hast jeg tager,
som forjaget,
som et ilbud, standser ej.
Jeg står omgjordet om mine lænder,
med vandringsstaven i mine hænder.

3
Lammets blod har
mit dørtræ tegnet,
mig beseglet,
mig beseglet, jeg er hans.
Jeg syndens surdejg ej mer vil smage,
afsted jeg haster, ser ej tilbage.

4.
Op mod hjemmet
mit øje skuer,
evig stråler,
evig stråler solen der.
O, vandringslandet er mørkt og farligt,
jeg snubler ofte, forvildes snarligt.

5
Jorden har ej
den ro, jeg søger,
nej, jeg længes,
nej, jeg længes mod Guds stad;
der græder ingen, der ender nøden,
der bor ej sorgen, did når ej døden.

6
Fuldtro hyrde,
jeg barnlig beder:
Følg og led mig,
følg og led mig altid du,
at frem jeg iler med dig for øje,
indtil jeg hviler udi det høje!
Fuldtro hyrde,
jeg barnlig beder:
Følg og led mig,
følg og led mig altid du!

v. 1, 4 og 5: Mary Shindler 1841.
v. 2, 3 og 6: C. O. Rosenius 1852.

Kingo:

Hjerte-Suk.

En fattig Pillegriim jeg er,
Som Adams Synde-pjalter bær!
Fra først jeg fik min Vandre-stav,
Faa Triin kun fra min Føde-grav,
Du lille Barn, du Jesu veed
Hvor tit min spæde Food hand gleed.
Jeg hâr udi nan Ungdoms Tid
Gjort Reyse-pladsen skiøn og viid,
Og meent, at Verdens Reyse klodd
Dend hafde ingen Stød og Odd,
Jeg tænkte tit at Hunning flød,
Hvor Veyen grønnist faldt og blød,
Da dog dend slibrig vaar og slem
I Henge-dynd at træde frem,
Dog slap jeg vel, og gik forbi
Ved JEsu Gienveys trygge Sti.
Endnu jeg vandrer daglig Dag,
Alt som det er min GUds Behag,
Og søger Lykken hvor jeg kand
At nære mig udi min Stand!
Gid jeg fra Syndens Veye maa
I JEsu Foodspoor daglig gaa,
Og fra Ulykkis Vaade-fald
Bevaris i mit loulig Kald,
O JEsu, lad din Engle-hær
Mig altid blive huld og nær,
Gid Alting vel i Haande gaar,
Indtil mit Reyse-pas jeg faar
Herfra til Himiens Hiem og Boo,
Saa hâr jeg naat min Reyse-roo!


"Vær derfor årvågne, gør sindet rede, bind op om lænderne, og sæt alt jeres håb til den nåde, der gives jer, når Jesus Kristus åbenbares. (...) ligesom han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse, for der står skrevet: "I skal være hellige, for jeg er hellig." (...) I skal leve i gudsfrygt, så længe I er udlændinge her.

(1. Petersbrev, kapitel 1, v.13)


For KAREN BLIXEN var pilgrimstanken nærliggende:

I en fortælling, der tydeligt skildrer hendes selvbillede: "Drømmerne" fra 1935, kaldes den kvindelige hovedperson:
Pellagrina Leoni. Historien handler da også om en kvinde, der ikke har blivende sted, fordi hun ikke vil genkendes som den tidligere verdensstjerne, hun var. Nu har hun mistet stemmen - og hun skifter den ene rolle ud med den anden; rollerne kan være ligegyldige.
Hun er - en pilgrim..!

...





En gammel keltisk afskedssang er efterhånden blevet de moderne, danske pilgrimme's "slagsang".

Må din vej
gå dig imøde
og må vinden
være din ven.
Og må solen
varme din kind.
Og må regnen
vande mildt din jord.
Indtil vi ses igen
må Gud holde,
holde dig
i sin hånd.

Salmebogen nr. 121
Dejlig er jorden,
prægtig er Guds himmel,
skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de favre
riger på jorden
går vi til Paradis med sang.

Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

Englene sang den
først for markens hyrder;
skønt fra sjæl til sjæl det lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!

B. S. Ingemann 1850.
Melodi: Schlesisk melodi 18. årh.


Salmebogens nr. 340:

Igennem nat og trængsel
går sjælens valfartsgang
med stille håb og længsel,
med dyb forventnings sang;
det gennem natten luer,
det lysner gennem sky,
til broder broder skuer
og kender ham på ny.

2
Vor nat det lys oplive,
som aldrig slukkes ud;
ét sind os alle give
i trængsel trøstens Gud;
ét hjerte kærligt lue
i hver korsdragers bryst,
én Gud, til hvem vi skue,
én tro, ét håb, én trøst!

3
Én røst fra tusind munde,
én Ånd i tusinds røst,
én fred, hvortil vi stunde,
én frelsens, nådens kyst,
én sorg, ét savn, én længsel,
én Fader her og hist,
én udgang af al trængsel,
ét liv i Jesus Krist!

4
Så gå vi med hverandre
den store pilgrimsgang;
til Golgata vi vandre
i ånd, med bøn og sang;
fra kors, fra grav vi stige
med salig lov og pris
til den opstandnes rige,
til frelsens Paradis.

B. S. Ingemann 1843.





Pilgrim på vej.
Pilgrim i livet
?
Artikel af Peter Værum, oktober 2oo2.

Fra gammel tid har man som led i det personlige fromhedsliv valfartet til hellige steder. De kendteste mål for længere pilgrimsrejser er nok Kristi grav i Jerusalem, pavens hellige stol i Rom og Jakobs grav i Santiago de Compostella i Spanien. Her i Norden var det Nidaros Domkirke i Trondheim med Hellig Olavs grav.

Luther tog afstand fra klosterliv og pilgrimsrejser. Som led i bestræbelserne på at få reformationens budskab om Guds frelse ved nåden alene til at træde tydeligere frem, brugte Luther pilgrimsvandringer og valfart som eksempel på unødvendige og utidige fromhedsøvelser. Der kunne komme noget udvendigt og demonstrativt over de mange pilgrimme på landevejene med deres karakteristiske hat, taske og stav - og de mange "souvenirs" man kunne få som tegn på, at man havde aflagt besøg de hellige steder, kunne også vække anstød. Havde man gået på "Mælkevejen" til Santiago kunne man for eksempel erhverve de såkaldte "Ibs-skaller", tegnet på en fuldbyrdet pilgrimsrejse, og mange har sikkert båret disse muslingeskaller med selvfølelse og stolthed, så det grænsede til praleri. Alle fromhedsytringer kan jo ende i udvendighed.

Den reformatoriske skepsis over for pilgrimstanken hænger ved i dansk kirkeliv den dag i dag.
(Også det teologiske begreb om pilgrimsmyten (se artikel) er med til at nære denne skepsis.)
Alligevel er pilgrimstanken på bemærkelsesværdig vis dukket op som led i religiøse menneskers søgen efter nye veje til at få det ydre ord, evangeliets budskab, bedre integreret i det indre liv, troens liv.
Pilgrimsvandring er blevet en mulighed blandt andre for at have en spirituel praksis.
For nogle mennesker er dette dybt mærkværdigt - for andre er det et selvfølgeligt behov:
At gøre budskabet, dåbens pagt og evangeliets nåde til noget, der så godt som muligt skal gennemvæve det personlig liv i dagligdagen. Hidtil har gudstjeneste og personlig bøn være de eneste muligheder, som har tilbudt sig i vores lutherske kirke. Men flere og flere får i disse år øjnene op for de værdier og muligheder for fordybelse, der ligger i arbejdet med stilhed, tavshed, retræter, meditationsgudstjenester, vågenætter, meditativ bøn, ikonmaleri, rosenkrans og andre af de gamle midler til personlig fordybelse.

Det er nok i denne sammenhæng, vi skal se den nye interesse for valfart og pilgrimsvandringer.

Pilgrimstanken antager i moderne, dansk kirkelig sammenhæng to ydre former:

1)
Flere og flere mennesker beslutter sig for at frigøre nogle uger eller måneder og begive sig ud på den lange rejse til fods til for eksempel Santiago de Compostella. I stedet for at være turist og holde ferie, vier de deres tid og deres opmærksomhed til at være et led i deres religiøse fordybelse. De definerer sig som moderne pilgrimme. Og de gør den erfaring, at det ydre mål modsvares af et indre udbytte: pilgrimsvandringen medfører en personlig vækst på det indre plan. Et vigtigt skridt i den religiøse søgen er blevet taget.
Sideløbende hermed er der også en stigende interesse for menighedsrejser til de gamle valfartsbyer. Netop som led i menighedsarbejdet har det vist sig at være en givende oplevelse i fællesskab at lave en bus- eller flyrejse til Rom eller Santiago, eller man rejser "i Luthers fodspor" fra Eisenach til Wittenberg. Fællesnævneren er her den fælles interesse for den kristne kultur og historie - og ønsket om at styrke menighedslivet.

2)
Ud over den gamle tradition for en længere rejse til fods (eller bus) som en valfart, findes der en anden form for pilgrimsvandring. Man kan afsætte en dag eller to og vandre gennem det danske landskab, alene eller i fællesskab i en lille gruppe, og kalde vandreturen en pilgrimsvandring. Ofte vælger man at gå i tavshed. Eller holde tavshed på en del af turen. Man kan have et bibelord, et bøn (for eksempel hjertebønnens ord) eller et bestemt begreb, som man så godt man kan holder i bevidsthed, for at binde de flyvske tanker til noget enkelt. Sindet skulle gerne være roligt; jeg'ets mentale larm skulle gerne afdæmpes en smule.
Man vælger som regel en gammel kirke som mål for vandringen og sætter sig måske ind i kirken eller holder andagt, når turen er til ende, inden hjemturen. Men det er ikke afgørende.
Det afgørende er den personlige beslutning, eller det valg man har truffet i fællesskab: At vie turen, tiden, anstrengelsen, skridtende til et åndeligt formål. At gøre traveturen til en pilgrimsfærd.

Hvad er det, man gør ?

Man væver den kropslige aktivitet sammen med en spirituel søgen. Man kombinerer det jordiske, der ligger i de ømme fødder og den fysiske udmattelse, med en eksistensiel indstilling, der er åben over for det guddommelige.
Vejen, man går, er på én og samme tid en såre jordisk landevej og vejen til himlen, det ny Jerusalem. Vejen, man går, re-præsenterer på den ene side livsvejen fra vugge til grav, de såre jordiske skridt vi tager for langsomt at erhverve os en skæbne (eller en karriere) - og på den anden side skærper indvielsen af vejen til en pilgrimsvandring opmærksomheden mod det faktum, at vi har fået livet givet som en guddommelig gave, viet til et andet formål end egoismens og selvudfoldelsen.

Vandringen bliver til et ritual. Et uformelt ritual, kunne man sige. I ritualet forlenes det jordiske, den korporlige handling (at knæle, at dele brødet, drikke vinen, døbe børnene, løfte glasset og se hinanden i øjnene, synge en sang), med en dybere betydning (livet som en gave, sammenhængen mellem menneskeskæbnerne, børnene som Guds børn, sjælens lovprisning af skaberen).
I pilgrimsvandringen udnævnes, man kan næsten sige ophøjes, kroppens møjsommelige arbejden sig gennem landskabet frem mod målet til en åndelig oplevelse. Opmærksomheden fokuseres et andet sted end til daglig. Til daglig gælder det om at komme frem, komme først, overhale, nå frem i tide, komme i mål. På pilgrimsvandringen er tiden i sig selv en gave, vejen ligger der som et tilbud, vejen og målet er vævet sammen på en lærerig og tankevækkende facon.

Man har kaldt det "at bede med fødderne".

En fynsk præst i Folkekirken fik den udmærkede idé at lave et arrangement i pinsen 2oo2, hvor nogle grupper gik som pilgrimme fra forskellige kirker på Fyn. Undervejs blev der holdt andagt i de kirker, man passerede, målet var Domkirken i Odense - og gudstjenesten Pinsedag. Mange menigheder var involveret. Nogle påtog sig at være startsteder, andre arrangerede bespisning og atter andre lagde hus til overnatning. Man havde udnævnt "Dejlig er jorden" til den overordnede pilgrimshymne. En stor oplevelse var det, med ømme fødder og udmattelsen siddende i kroppen, i fællesskab, efter to dages march, at gå syngende ind i domkirken ved rejsens mål søndag klokken 17. (Jeg oplevede det ikke selv, men de positive erfaringer har nået mine øren...).
Pilgrimsvandringer forekommer mig at være en oplagt mulighed som led i menighedsarbejdet i den danske kirke.
Og pilgrimsvandringer er en oplagt mulighed som led i den enkeltes spirituelle udviklings- og fordybelsesproces.

- - -
Jeg lader mig fortælle, at på pilgrimsvejen til Santiago de Compostella er der flere steder, hvor man tilbydes gratis mad eller gratis overnatning. Nogle steder har folk skabt et lille sted, hvor pilgrimmene kan få et glad vin. (Naturligvis byder traditionen, at pilgrimmen kvitterer for tjenesten ved at erlægge en lille donation, men det er frivilligt - og i princippet sagen udvedkommende.) I forgangne tider var der mennesker, der viede deres liv til at hjælpe pilgrimmene frem på deres vandring. Der var mennesker, der som led i et helligt liv gik valfarten, og der var mennesker der så det som deres opgave at hjælpe pilgrimmene på vejen. Fordi pilgrimme skal hjælpes. Disse repræsentanter for den evige søgen mod højere mål, skal have tanket op og skal have nattely; de jordnære behov og det hellige formål hænger sammen. Det jordiske og det guddommelige er vævet tæt sammen. Krop og ånd skal integreres.
Og ligesom man kan opleve værdien af at vie et stykke af sit liv og sin bestræbelse til en pilgrimsfærd og identificere sig som pilgrim, således kan man også identificere sig som én, der hjælper alverdens pilgrimme til at tage det næste skridt...

*

Pilgrimsmyten

Pilgrimsmyten er et begreb, der har spillet en stor rolle i dansk teologi, vel især på grund af religionshistorikeren Vilhelm Grønbech (1873-1948).
Grønbech anvendte begrebet til at skildre den livsstemning, der indfandt sig i middelalderen, mest udbredt i pestens tid i 13oo-tallet, hvor menneskers religiøsitet var farvet af en længsel bort fra denne verden med dens trængsler. Når byrderne bliver for tunge at bære, kan man fristes til at drømme sig bort, til andre steder med andre vilkår - eller til et hinsidigt paradis, hvor alle problemer er løst, alle knuder bundet op, alle tårer tørret væk.
Det har altid været en del af den kristne tradition, at man har set frem til det evige liv som et liv efter døden, hvor Gud alene rådede og hvor mennesker indgik i den evige salighed.

Eksempler: *)

Hos Grønbech er pilgrimsmyten formuleret negativt. Grønbech lægger afstand til denne måde at tænke på, og sætter den i modsætning til den kristne skabelsestanke, hvor vægten ligger på, at mennesket er sat på denne jord for at dyrke jorden, elske livet, være til stede i nuet og leve i kald og stand.
(I min bog "Ved Himmerigets port" fra 1998 er der redegjort for de to livssyn under overskriften idealismen og realismen (materialismen). (Kap. 19) Her femstilles de to former for tankesæt, som man har fremstillet som henholdsvis "det jødiske" og "den græske". Man kan stille spørgsmål til, hvorfor teologien fremstiller den ene livsopfattelse som mere kristen ("det jødisk-kristelige") end den anden).
Som sagt har det sat sig dybe spor i det 2o. århundredes teologi.
Toneangivende kredse (Dialektisk teologi ("Tidehverv" og de (ny-)grundtvigske)) har anvendt begrebet om pilgrimsmyten til - negativt - at karakterisere den mere vækkelsesprægede form for fromhed, som vi finder hos Indre mission og andre pietiske retninger inden for dansk kirkeliv. Forståeligt nok kan det være svært at acceptere, hvad man opfatter som et livsfornægtende, asketisk, verdensforsagende livssyn. Forståeligt nok vender man sig mod de tendenser til at gennemvæve den kristne tradition med kropsfornægtelse, nedvurdering af det seksuelle og almindelig skepsis mod livsglæde og glædesytringer (den gamle traver med dans, druk og kortspil), som har præget den missionske del spektret.
På den baggrund er det let at indse, at pilgrimstanken bliver udsat for skepsis og teologisk kritik.
Som moderne teolog af grundtvigsk observans har jeg da også i mange år været vant til at identificere mig med denne skepsis over for pilgrimsmyten.

Men
en nuancering af disse fronter er nødvendig. Mange mennesker oplever i vore dage med dens påtrængende materialistisk kultur en følelse af fremmedhed. Mange mennesker, måske med et specielt gemyt, kan ikke identificere sig med den ego-prægede jagt efter ydre status og lykke, karriereræs og dyrkelse af præstation og magtudøvelse. De har andre værdier end de gængse. De lytter til en en indre tone, en længsel eller en følelse af at være anderledes end den store hob. De føler sig alene i det etablerede samfunds med dets alment accepeterede normer. (I min bog om eventyr og evangelium "Frøer og farisæere" fra 1992 benytter jeg "Den lille havfrue" hos H.C.Andersen som eksempel (kap.6).) Det er nærliggende at tolke denne følelse af fremmedhed og utilpassethed religiøst. Det er nærliggende at tolke denne følelse af "at være pilgrim i verden" som et udtryk for et utilfredsstillet religiøst behov. Der er forskel på mennesker. Vi er forskellige temperamenter, forskellige gemytter. Nogle er præget af et ægte religiøst behov - ikke blot en kuturel-kirkelig interesse, men en dyb søgen efter mening og dybde i éns eget liv. Før reformationen fandt man som regel disse mennesker i klostrene. Men i protestantisk sammenhæng er disse mennesker for en stor del blevet hjemløse. Klostrene er lukket, de religiøst søgende er på mange måder gået under jorden, i loger, okkulte sammenhænge eller i vore dage - til de alternative. Hvor skal man ellers gå hen - i dagens kirkelige landsskab ?

En virkelig indsigtsfuld tolkning af følelsen af fremmedhed får vi i den analytiske psykologi. C.G. Jung tolker den uafklarede følelse, længslen, anelserne, stemtheden med det religiøse som en konsekvens af, at mennesket er skabt som mere end et "jeg". Jeg'et med den daglige, vågne bevidsthed er personlighedens mest fundamentale kompleks. Vi identificerer os livet igennem med dette "jeg". Men i vores personlige udrustning er der mere i bagagen. Hvis vi regner det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste med, er et menneske en meget større helhed end den, der udgøres af dets jeg. Jung taler om SELVET. Selvet er den helhed, der forsyner individet med en følelse af mening. Selvet er den instans, der gør et menneskeliv til mere end et sammentræf af tilfældigheder, til en skæbne. Uden kontakt til SELVET kan livet - især omkring livsmidten og i livets anden halvdel - opleves som uvirkeligt og meningsløst. Fra SELVET udgår et kald. Det fraværende SELV skaber en længsel, og udløser ofte et behov for søgen efter forløsning, afklaring, mening.

Set i lyset af teorierne om jeg'et og Selvet (som jo har dybe rødder i europæisk tænkning, jvf. bl.a. Søren Kierkegaard) får pilgrimsmyten en anden farve. Pilgrimsmyten bliver en nøgle til en dybere forståelse, hvad et menneske er.
Uden at forfalde til en uholdbar dualisme, hvor sjæl og legeme adskilles i et modsætningsforhold (som i de yderliggående dele af den græske tradition) kunne man tale om sjælens vågnen i et menneske.
Et menneske er mere end dets jeg. Der kan - f.eks. via drømme eller kunstnerisk intuition - indfinde sig en forståelse af, at eksistensen står i et dialogisk forhold til livsmagten. Der kræves et svar, der er pålagt os en forpligtelse, som vi ikke skal stå andre mennesker til regnskab for - men som vi alligevel kan vælge at opfatte som forpligtende. (Stå til regnskab over for GUD - eller stå til regnskab for sig selv. Karen Blixen valgte i en del af sit liv følgende motto: "Je responderay" - jeg vil svare.)
Indtil man har fundet sig selv - indtil man har flyttet sit væsens centrum fra udelukkende at være funderet i jeg'et til at være centreret i den større helhed, Selvet - indtil man har givet sin sjæl den næring, den tørster efter - sålænge man er "en individuerende" - er man fremmed, udlænding, pilgrim i livet.
Ved at tage staven, og gå med pilgrimshatten og -tasken, identificerer man sig som fremmed - fremmed over for denne verdens overfladiskhed, dens overdrevne jeg-styrede ræs, konkurrencen, overhalingerne, overforbruget og den umenneskelige ufred og uforsonlighed, der på gådefuld måde behersker vor jord.
Det føles utilfredsstillende kun at være et jeg. Man er på vej - frem mod noget andet end den golde materialisme.
Anerkender man denne tolkning, vil det nok kunne åbne til større forståelse for pilgrimstanken og pilgrimsmyten.

Derved kan der måske også opnås forståelse for de mennesker, der finder stor inspiration og løftelse i, at gå på deres ben så deres fødder bliver ømme, og trække den friske luft ned i deres lunger, som led i en religiøs søgen, i en bestræbelse på eksistensielt at tilegne sig den problematik, der ligger i at være pilgrim...

Peter Værum, november 2oo2.


SALMEBOGENS nr. 252:

Gud Helligånd! du giver
hvert bange hjerte trøst,
det læsker og opliver
med Himlens lys og lyst;
ak ja, hvor mangen ve
har fra min sjæl du taget,
og ånden sødt hendraget
i Himlen ind at se!

2.
Vi er som vilde grene,
forvendt og visnet hen,
din guddoms-kraft alene
os giver liv igen;
du har i dåbens flod
vor død til grunde sænket,
os renset og bestænket
med Jesu dyre blod.

...

4.
Bryd frem, at verdens plage
engang dog bliver endt,
vend om, og før tilbage
alt, hvad som er forvendt,
se dog i verdens land
så mange lande skændte,
så mange kirker brændte,
og sæt dem selv i stand!

...

6.
Lad al vor vandring være,
som du vil have den;
og når engang de bære
vort støv til graven hen,
når her er sagt godnat,
da lad os salig drage
fra denne verdens plage
til Himlens frydeskat!

Paul Gerhardt 1648.
H. A. Brorson 1734.






SALMEBOGENS nr. 653:

Tænk, når engang den tåge er forsvunden,
som her sig sænker over livet ned,
når dagen evig klar er hist oprunden,
og lys omstråler hvert af mine fjed!

...

3.
Tænk, når engang hver hjertesorg er slukket,
hver vunde lægt, og stillet hvert et savn,
hver smertens tåre visket af, og sukket,
det dybe, kvalt i kærlighedens favn!

W. A. Wexels 1841.

 


Johannes' Åbenbaring, kapitel 21, v.1-5:

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom.
Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.
Og han, der sidder på tronen, sagde: "Se, jeg gør alting nyt!"


EN RIGTIG ROMANTIKER:

VED SOLNEDGANG

Naar Dagen er træt og vil gange til Ro
og lukker sit lyseblaa Øie,
da bygger den synkende Sol sig en Bro
af Guld på de vestlige Høie.
Men før den forlader med hastige Fjed
den Jord hvor jeg vandred i Skygge,
den standser og rødmer og siger: Følg med !
Thi hvor Solen gaaer ned, boer din Lykke.

2.
Da griber jeg staven og vandrer derhen,
derhen mod den blinkende Stierne;
men Solen gaaer bort som en svigefuld Ven,
og Straalerne døe i det Fjerne.
Hver eneste Aften den smiler paany
og siger: Følg med skal jeg bygge
dig Slotte med Tag af den rødmende Sky;
thi hvor Solen gaaer ned, boer din Lykke.

3.
Hver eneste Aften forsvinder den brat,
og lader mig sorgfuld tilbage;
da fløjter en Fugl i den stjerneblaa Nat:
Fat mod, du skal ikke forsage !
Der kommer en Aften med Stilhed og Fred,
og hyller dig ind i din Skygge,
da tage de synkende Straaler dig med,
hen hvor Solen gaaer ned, til din Lykke.

Chr. K. F. Molbech.


Vil du have et træhus. Kvalitet, men ikke dyrt. Dansk Firma: Birksø huse. Et Birksø rundtømmerhus: rustik håndværk. Hoej kvalitet, specielt forarbejdet kernetræ.
Nybyggerstil, rustikt materiale. Selvbyg Råhus. Træhuse. Selvbyg. Sommerhuse. Helårstræhuse. Campinghytter. Havehuse.
Handicapegnede sommerhuse. Udlejning.