VED HIMMERIGETS PORT

- anekdoter og evangelium om, hvordan man kommer ind i Guds Rige

Værket er en bredt anlagt behandling af de forestillinger, der findes i kulturen om Sankt Peter, der står med nøglerne ved Himmerigets port. Disse forestillinger afspejler sig i billeder, fortællinger, teologiske tankegange, litteratur og folkelige anekdoter.
Bogen står i forlængelse af forfatterens første bog: FRØER OG FARISÆERE - eventyr og evangelium, set i lyset af Jung (Klitrose 1993).
Men "Ved Himmerigets port" er en mere teologisk bog.
Den anlægger en synsvinkel, der er den mundtlige fortællers (Karen Blixen: "..jeg er en story-teller").
Med denne indfaldsvinkel behandles afgørende eksistentielle problemstillinger
om
1) betingelserne for at komme ind i Guds Rige (eller i det hele taget "komme i mål" med sine dybeste livsanliggender),
om
2) forholdet mellem tro og religiøs erfaring, mellem teologi og psykologi (især C.G. Jungs analytiske psykologi),
om
3) menneskets forhold til dets sjæl, bl.a. formidlet via drømme
- og
        4) spørgsmålet om sjælens udødelighed rejses.

Er det uden videre berettiget totalt at forvise denne gamle, sejlivede forestilling om "regnskabets time" og sjælens fortsatte eksistens i det hinsides fra dansk teologi til "den folkelige overtro"s gråzone ?

Værket er bredt fortællende, næsten journalistisk i sin fremstillingsform (i lighed med "FRØER OG FARISÆERE").
Det er beregnet på at kunne læses af alle.

Men samtidig er det et indlæg i den teologiske debat. Ved at anlægge en religionspsykologisk indfaldsvinkel, der er åben over for andre religioners indsigter og over for de faktiske religiøse oplevelser, som bl.a. er beskrevet i den kristne mystik, stiller bogen spørgsmål ved de gængse positioner i dansk teologi, domineret af den dialektiske teologi, som under påberåbelse af Luther traditionelt forholder sig afvisende over for traditionerne om "Kristi efterfølgelse", helliggørelse og åndelig og sjælelig vækst.

Kapitel 3 stiller spørgsmålet: Hvor stammer disse forestillinger fra ?
Svaret falder i to dele:
1) I Det nye Testamente kan man henvise til fortællingen om Simon Peter og Himmerigets nøgler i Mattæusevangeliets kapiltel 16, v. 18. Og man kan henvise til talen om Guds Rige, om dommedag - og for det fjerde om de hellige omkring Guds trone i visionerne fra Johannes Åbenbaring. Men
2) desuden kan man henvise til de efterhånden veldokumenterede religiøse erfaringer omkring "dødsoplevelsens psykologi", spaltningen af krop og bevidsthed, nær-døds oplevelser osv., der lægger op til forestillinger af lignende art.
Principielt uden at ville sige noget om, hvad der "sker efter døden", refereres et udsnit af disse oplevelser af et lysvæsen, en domsscene, en gensyn med tidligere afdøde osv. - og påstanden i bogen er, at disse erfaringer ligger forbløffende tæt op ad forestillingerne om Sankt Peter med nøglerne, og den eksamination, han underkaster den afdøde sjæl ved Himmerigets port.

I kapitel 4 - 6 gøres der op med begrebet "nøglemagten", forstået som Kirkens autoritet til at "løse og binde".
I en grundig gennemgang af Mattæusevangeliet, der til forskel fra de øvrige evangelier og Thomas-evangeliet netop pointerer Kirkens nøglemagt, sammenholdt med en genfortælling af legenden om Tannhäuser, som blev forbandet af paven af Rom, skildres fortællingen om "Himmerigets nøgler" som et stykke menighedsteologi, der dybest set grunder sig i kompetencestridigheder i de unge, kristne menigheder i slutningen af det første århundrede.
Og Martin Luthers indsats skildres som et opgør med den opfattelse, at frelsen består i et bestemt kirkeligt tilhørs forhold.

I kapitel 7 gennemgås H.C. Andersens fortælling "Noget", der fører sjælen frem til Himmerigets port. Herud fra påvises, hvordan forestillingen om "en højere retfærdighed" har dybe rødder i den kristne tradition - og der drages sammenligninger med de østlige religioners forestillinger om Karma og løn og straf ved livets afslutning.
I vores tradition opererer vi ikke med begrebet Karma - men vi taler om "tilværelsens ironi".
Spørgsmålet stilles, om ikke både kristendommen (med forestillingerne om Helvede) og østlige religioner (med forestillingen om fordømmelsen til evig genfødsel), alle forskelligheder til trods, anvender "gulerods- og stokke metoden" i deres pædagogik for at få mennesker til "at vågne op".

I kapitel 8 opstilles hovedelementerne i C.G. Jungs psykologi - ud fra en genfortælling af det gamle folkeeventyr om "Skrædderen i Himlen" -
og i kapitel 9 gives der en fornøjelig, personligt fortalt illustration af Jung's vigtige skelnen mellem "jeg'et" og "Selvet" ud fra en skildring af en helgenkåring på Peterspladsen i efteråret 1996.

Kapitel 10: "Himmerigets port set fra Rungstedlund" er en digression. I en genfortælling af tre noveller fra "Sidste Fortællinger" vises, hvordan Karen Blixen udnytter temaet med Himmerigets port litterært (og samtidig bruger det i sit raffinerede hævntogt mod den unge Thorkild Bjørnvig efter "pagten"s forlis..)

Kapitlerne 11-13 rummer en nærmere omtale af centrale skriftsteder fra Det nye Testamente. Ud fra en omtale af det, der traditionelt kaldes "Guds Rige i Jesu forkyndelse" søges det påvist, at de synoptiske evangelier ikke rummer nogen konsistent opfattelse af begrebet "Guds Rige".
Bedre er det at betragte evangelierne som bærere af forskelligartede mundtlige fortælletraditioner, dels
1) traditioner af eskatologisk orientering, dels
2) traditioner præget af politiske forventninger og dels
3) en "spirituel tradition", der på et personligt, eksistentielt plan stiller spørgsmålet "Hvordan kommer jeg ind i Guds Rige?"
- Forsøgsvis lægges denne sidste tolkning ind over beret ningen om "den rige unge mand" og Jesus' udtalelse om kamelen og nåleøjet. Er det muligt at skildre Jesus som en spirituel vejleder - lidt i stil med den østlige tradition om guru'er - og hvilke nye brudflader dukker der op, hvis man antager, at Jesus ved siden af sit bredt folkelige, udadvendte virke, også arbejdede esoterisk ??

I kapitel 14 gennemgås traditionerne om dommedag. Dels forstået som en kosmisk begivenhed på den yderste dag, à la den nordiske mytologi's Ragnarok - dels som en "regnskabets time" ved det personlige livs afslutning. Kan de to traditioner forenes??
Via en skildring af Johannesevangeliets syn på dommen som en eksistentiel begivenhed i afgørelsens øjeblik - sammenholdt med erfaringer fra "dødsoplevelsens psykologi" skildres temaet om dommen som et eksistentielt anliggende, formuleret i alle religioner - og også i den ateistiske, kulturradikale fore- stillingsverden à la P.H. - der finder et fornemt, prægnant udtryk i den kristne tradition.

Denne eksistentielle forståelse af dommedagstemaet uddybes i kapitel 15 om H.C. Andersens eksamensdrømme, der leverer en psykologisk skildring af et neurotisk menneskes ubønhørlige "indre dommer" - samt mulighe den for integration efter et langt livs menneskelige erfaringer.

I kapitel 16 leveres en form for "svar" på spørgsmålet om den mærkelige dobbelthed, der på mange fronter er kommet til udtryk i fortællingerne om betingelserne for at komme ind i Guds Rige: På den ene side kommer man uden videre ind, ved Guds nåde. På den anden side er der strenghed, dom og dermed appel om omvendelse og vågenhed nu.
Dette gælder både i de udsagn, Jesus citeres for i det nye Testamente, og i den litterære og folkelige fortælling, som der bogen igennem er givet et broget billede af. Svaret søges i en skildring af "det sublime" - forstået som en erfaring af et spontant oplevet "kvantespring", der på væsentlige områder af menneskelivet kan gøres: I musikalsk samspil, i elskov, i mundtlig formidling, i meditation, zen-bueskydning og i den kristne mystik.
Dybest set kredser kapitlet om forståelsen af begrebet "nåde" - og stiller spørgsmål ved den firkantede, afgrænsende forståelse af begrebet, som det vanemæssigt formidles i den lutherske tradition.

Kapitel 17 er på lignende måde som kapitel 1o en digression. Kapitlet uddyber forståelsen af, hvor udbredt forestillingerne om Himmerigets port er - også i dag.
Mark Twain udnytter den i sit værk "Kaptajnen i Paradis" og ved en genfortælling heraf indvindes mange fornøjelige og evangeliske pointer. Dette kan næppe siges om Hollywood's udnyttel se af temaet i film som "Ghost" og "Transit til Himlen" - men disse bastante forestillinger om dom og videreekspedition af sjælene hører med i billedet.

I de sidste kapitler kredses der på forskellig måde om det ømtålelige problem om sjælens udødelighed.
I en gennemgang af forestillingerne om Guds Rige og Sankt Peter med nøglerne trænger spørgsmålet sig på: "Hvad sker der, når vi dør ?"
Bogen indlader sig udtrykkelig ikke på at besvare dette spørgsmål.
Men der stilles spørgsmål ved den folkekirkelige uvilje mod at tale om den menneskelige sjæl.

Ved en personlig beretning fra tiden som præst på Ydre Nørrebro i København i kapitel 18 og ved en veloplagt, fornøjelig gennemgang af den standende strid mellem de to "spor" i europæisk åndshistorie: idealisme og realisme anfægtes den vanemæssige afvisning af talen om sjælens udødelighed og "gensynet", som i mange år har præget den folkekirkelige debat. Der bringes eksempler på præsters drømme, den gamle sag med P.G. Lindhardt og "det evige liv" omtales, og alt i alt bringes der mangfoldige indfaldsvinkler ind i debatten.
Noget afklaret, endeligt standpunkt nås der ikke frem til.
Og det er helt bevidst fra forfatterens side.

Heller ikke i kapitel 20 og 21's omtale af C.G. Jungs spekulationer om det evige liv - ud fra hans bemærkelsesværdige nær-døds oplevelse, som han beretter om i sine erindringer - og af signifikante drømme op mod livets afslutning ved Jung-medarbejderen Marie-Louise von Franz - tages der endeligt stilling til spørgsmålet om en mulig fortsættelse af en form for bevidsthedsliv efter døden.
Men ét af forfatterens hovedanliggender kommer frem: At debatten om "det kristne syn på døden" bliver for hul, énsidig og i sidste ende utroværdig, hvis man ønsker at fortrænge de faktiske erfaringer og den dybt rodfæstede kristne, idealistiske tradition om sjælens udødelighed fra den lutherske opfattelse af spørgsmålet.

Kapitel 22 er bogens sidste.
Her bringes en omtale af den danske forfatter J. Anker Larsen, som fremstilles som et forholdsvis nutidigt eksempel på den kristne mystik.
J. Anker Larsen kalder sig en "evighedsoplever" - og måske kan der findes en form for svar i et overordnet syn på problemerne i den sidste del af bogen, ved at inddrage den religiøse erfarings oplevelse af énhed. En form for højere bevidsthed, der hævdes at bringe individet ud af "tiden" ind i en oplevelse af "evighed".
Det evige nu.

Antydningsvist kommer forfatterens standpunkt frem, via en fortolkning af Jesu ypperstepræstelige bøn Johs. 17 i lyset af den kristne mystik: At der i antagelsen af en énhedsbevidsthed, en erkendelse af det evige som en bevidsthed om, ikke noget hinsides efter døden, men en transpersonel realitet på tværs af tiden - en erkendelse, som det menneskelige ego hårdnakket skygger for - kan bygges en troens "gyngende bro" (Grundtvig) over svælget mellem den vanemæssige, illusionsløse lutherske forståelse af "kødets opstandelse" og den forkætrede udødelighedstro.

Bogen er således samtidig en bredt fortællende, folkeoplysende bog om væsentlige temaer i den kristne forkyndelse (Guds Rige, det lutherske kirkesyn, evangeliernes tilblivelse, kernen i Jesu forkyndelse og dommen) - og et insisterende indlæg i den teologiske debat om en nutidig forståelse af det lutherske anliggende og af det såkaldte "kristne syn" på døden.

Forfatteren fremtræder, teologisk set, som en mærkelig bærer af den ellers forældede liberalteologiske tradition, der ønsker at bygge en bro mellem tro og intellekt, kultur og kirkelighed - en tradition, der taler til de "Gebildete unter unsere Verächtern".
Men først og fremmest er han et engageret menneske, der gerne vil fortælle en række gode, anskuelige historier, der kan tjene til at udvide den samfundsmæssige horisont.

Bogen er på ca. 35o sider - og den er forsynet med noter og en fyldig litteraturliste.

---